Peter i Danmark

Peter Hejbroch er salgsansvarlig og terapispecialist inden for Pain & Pumps i divisionen Neuromodulation i Danmark. Til januar 2011 har Peter været ansat hos Medtronic i syv år.
Hvad er din nuværende rolle?
Siden november 2008 har jeg været salgsansvarlig i Danmark for forretningsområdet "Pain & Pumps". Det retter sig mod patienter med spasticitet og mod smertepatienter med kroniske sygdomme. Ud over salgsarbejdet underviser jeg sygeplejepersonale og patienter i anvendelsen af vores produkter. Og jeg er også med ved operationer som produktspecialist. Jeg tilbringer næsten al min tid ude hos vores kunder.
Hvor har du tidligere arbejdet?
Da jeg kom til Medtronic, begyndte jeg som produktspecialist inden for forretningsområdet Gastro/Uro, og der blev jeg i fem år. Først arbejdede jeg med diagnostiske systemer, inden jeg efter tre et halvt år gik over til at arbejde med Medtronics system, InterStim, til sakral nervestimulation. Før det arbejdede jeg som servicetekniker hos BK Medical – en dansk virksomhed, der fremstiller og sælger ultralydsskannere over hele verden.
En mindeværdig situation/dag på jobbet?
Det er altid dejligt, når patienter fortæller, at vores produkter har stor betydning for deres daglige liv. Ofte er det smertepatienter, der kommer og siger tak, og som siger, at deres smerter er blevet lindret meget. For nylig tog sønnen til en patient kontakt med mig og ville have, at jeg kom hjem til familien og programmerede, så hans far kunne få en endnu bedre behandling. Han ringede flere gange og bad mig om min hjælp – og det var fristende at hjælpe, men det er ikke min opgave, men derimod hans læges.
Hvordan påvirker dit arbejde Medtronics patienter?
Eftersom jeg er hos patienten under programmeringen og anlæggelsen af pumpen, får jeg tit resultatet at se næsten med det samme. Patienter med spasmer kan for eksempel opleve lindring ganske hurtigt. Mange patienter fortæller senere, at de har fået øget livskvalitet, og hvor glade de er for det.
Hvilken præstation er du mest stolt over?
Hvad jeg er mest stolt over, ved jeg ikke rigtigt. Selvfølgelig er jeg stolt over at arbejde med produkter, der hjælper mennesker. Salg er en del af mit arbejde, og eftersom det på mange måder er et vanskeligt marked, er vi hele tiden nødt til at bevise, at vores produkter er de bedste. Derfor er jeg stolt, når jeg når de mål, vi har sat os for salget – det er en kvittering på, at jeg har gjort et godt stykke arbejde.
Hvad sætter du mest pris på hos Medtronic?
Der sker hele tiden noget hos Medtronic: Nye produkter lanceres, forretningsområder kommer til, og organisationen forandres ofte for bedre at kunne indfri markedets krav. Hver uge er der altid en eller anden form for udfordring, og der er ofte noget nyt at lære; det finder jeg meget dynamisk og spændende. Jeg er også glad for den selvstændighed, jeg har – at jeg kan planlægge mit arbejde, som jeg vil.
Hvad er dine fritidsinteresser?
Familielivet er en vigtig ting for mig, og vi laver ofte ting sammen. En interesse, der er blevet til en livsstil, er taekwondo, som jeg har dyrket i 30 år. Jeg konkurrerer stadig engang imellem, og de sidste 25 år har jeg trænet andre. Taekwondo er blevet en naturlig del af mig, som jeg "er", selv når jeg er sammen med venner, kunder og familie. Træningen har givet mig disciplin til at nå mine mål samt tålmodighed og respekt for andre mennesker.
Hvilken uddannelse har du?
Oprindelig er jeg elektroniktekniker. Jeg tror, at denne baggrund har gjort det let for mig at programmere vores produkter og at forklare læger og patienter, hvordan produkterne fungerer og skal anvendes.
Har du nogen tips til jobsøgende?
Vil du have et udfordrende job, så søg ind til os! Tænk på, at det tager seks til tolv måneder at komme ind i arbejdet. Du skal lære produkterne, behandlingerne og kunderne at kende. Med tiden kan du arbejde dig "op" inden for virksomheden og skifte behandlingsområde.
Kan du anbefale nogen gode frokoststeder til nye kolleger og andre?
Carslund i Odense – deres æggekage er virkelig god!
- Print siden
- Email siden
- A
- A
- ATekst størrelse